Beboernes historier om deres huse, her fortalt af Dorthe Thomsen i 2019.
Huset er bygget i 1855 og var vist nok en arbejderbolig til en af gårdene i området.
Vi købte huset med overtagelse 1. april 1985 til en pris af ca. kr. 750.000 med lån til en meget høj rente (22%). Vi omprioriterede senere lånet ad flere omgange.
Vi købte huset af Johnnys barndomsven, Jan Hejselbæk, som havde boet i huset siden 1978. Jan havde købt huset af sin farfar, der var flyttet ind i 1963.
Se nedenfor, hvem der boede her en periode. Ellers kender vi ikke andre navne eller personer.
Huset er i kategori ”bevaringsværdigt”.
Grunden er 294 m2, og det viser sig, at den oprindeligt var større, men at en del af grunden faktisk er solgt fra, så Valborg kunne bo i baghaven – dog i eget hus. Valborg var rullekone og døde den 6. juni 1995.
En sjov historie ……….. tilbage i 2013 kom en ældre mand forbi huset. Det var 77-årige Poul Hansen, som var vokset op i huset. Hans historie blev senere fortalt i ugebladet Hjemmet, nr. 12, 18. marts 2013. Historien i korte træk:
Skovlunde lå ude på landet, toilet var en spand i et skur, koldt vand inden døre, komfur opvarmet med brænde. Vi er tilbage i slutningen af 1930’erne og ind i 1940’erne. Poul boede i huset sammen med sine forældre og tre søskende. Der har helt sikkert ikke været meget plads.
Pouls far var ”vejmand”, dvs. at han fejede gader, og hans mor gjorde rent hos folk. Da Poul var barn, gik han til hånde på Kavsbjerggård, som ligger lige over for huset, for gårdmand Bertelsen. Som 8-årig kørte Poul korn hjem fra markerne, og som 10-årig kørte han slagtegrise fra gården ud til folk. Han gik ud af 7. klasse og kom i lære som maler.
Vidste du, at Ballerup borger Kjeld Johansen har tegnet huset i september 1993 sammen med Bennys og Violas hus. Tegningen er brugt på forsiden af Svend Jørgen Jensens meget udmærkede bog om Skovlunde. Bogen blev udgivet i 1999 i anledningen af, at det var 750 år siden, at Skovlunde første gang blev nævnt i skriftlige kilder. Bogen er den første samlede beskrivelse af Skovlundes historie. Teksten fortæller om fortidens Skovlunde, mens Kjeld Johansens tegninger viser lokaliteterne som de ser ud i dag.