Ejbyvej 6

Beboernes historier om deres huse, her fortalt af Jens Minnet i 2019.

Charlotte og jeg købte huset på Ejbyvej 6 i 1992 af Bent og Sonja Smidt, som flyttede til Albertslund.

Vi er begge fra Skovlunde og mente at kende Gl. Skovlunde ganske godt. Men da vi efter at have set salgsannoncen skulle finde huset, måtte vi rundt og lede en hel del, inden vi fandt det. Det ligger nemlig på Skolevej, dér hvor Skolevej 6 ville have ligget, hvis der da ellers havde fandtes en sådan adresse – det gør der bare ikke. Taxi, post og gæster har stadig svært ved at finde os, selvom vi prøver at forklare det nøje.

Vi boede indtil da i Kildestrædet gennem 12 år fra da det var helt nybygget på gården Rosenlunds tidligere placering. Året inden fik vi vores første barn, Anders, og vi skulle bruge mere plads. Vi holdt meget af landsbyen, og vi havde fundet vores drømmehus. Vi skulle egentlig først overtage den 1. juni, men fik nøglen ugen forinden, så vi kunne holde Anders’ fødselsdag på den dejligt store terrasse. Terrassen og husets alrum har siden været ramme om mange hyggelige og festlige begivenheder.

Huset er bygget af Ebbe Harder i 1970. Han var uddannet tømrer og arkitekt, og han havde åbenbart en smag for det meget rustikke. Huset er solidt bygget i hvidmalet gasbeton, gulvet er lagt som klinker af røde mursten med dertil hørende ujævnheder og fuget med beton, og lofterne er bygget i fyr af veldimensioneret tømmer og tykke uhøvlede brædder. Nete, som var gift med Ebbe, arbejdede på fritidshjemmet på Søbyvej. Ebbe og Nete havde flere plejebørn, og de indrettede huset med en masse skillevægge, så børnene kunne få hvert sit lille værelse.

Da vi flyttede ind, var fyrretræslofterne godt mørknede, som det nu en gang sker med fyr, gulvende var blevet noget mere skæve, murstene i gulvet havde efterhånden absorberet lidt af hvert og vinduerne stod råt uden karme og afslutningslister. Bryggerset var i direkte forbindelse med alrummet uden nogen dør, og i bryggerset stod vaskemaskinen side om side med en stor gammel Bekkasin brændeovn – ikke nogen særlig renlig sammenblanding. Noget af det var en anelse for rustikt efter vores smag og alt i alt trængte det til en kærlig hånd. Vi gik i gang med at ombygge indvendigt, har nået en masse men mangler stadigt meget her 27 år senere.

Tidligere har der været købmand på stedet. Da vi flyttede ind, fandt vi i bryggerset et meget gammelt træskilt, hvor der på den ene side var malet “J. Madsens Kjøbmands og Brændevinshandel”, og på den anden side “Anna Madsens Købmandshandel”. Jørgen Madsen etablerede sin købmandsforretning i 1867 og drev forretningen indtil sin død i 1912, hvor den blev skiftet til hans datter Anna. Hun har altså vendt sin fars skilt om og fået sit eget navn malet . Anna Madsen døde i 1935, hvor hendes søster Karoline Waterval overtog forretningen og drev den videre til sin død, hvor hendes datter Edith tog over i 1959 men lukkede efter kort tid i 1960. Skiltet gav vi til Svend Jensen fra Ballerup Bymuseum en dag, han gik forbi på vejen.

Den gamle købmandsforretning tegnet af Kjeld Johansen

Karoline Waterval tog tingene på sin måde, men i 1952 fik hun besøg af veterinærmyndighederne, som påbød hende at ophøre med at sælge kødvarer og pålæg. Det efterkom Karoline dog ikke og efter gentagne kontrolbesøg blev der med anbefalet brev i 1953 givet en sidste advarsel inden politiet ville gribe ind. Af et af kontrolbesøgene fremgår “Købmand Watervals Forretning synes at spænde fra Manufaktur over alm. Købmandsvarer saasom Kartofler, Kaffe o.l. til Brødudsalg, altsammen på forholdsvis ringe Plads, hvilket gør det vanskeligt at anbefale Tilladelse”. Det er fortalt, at Watervals forrentning var meget hyggeligere at komme i end hos den anden købmand (Ejbyvej 12).

Ebbe havde købt den gamle købmand på tvangsauktion i efteråret 1968, og egentlig var hans projekt at bevare og ombygge den gamle købmandsbutik, godt nok i en sådan grad, at kommunen betragtede byggesagen på lige fod med en nybygning. Det viste sig hurtigt, da han kom i gang i 1969, at huset var i en så dårlig stand, at det efter kommunens besigtigelse blev konstateret “at den gamle bygning var af så ringe kvalitet, at en fortsat anvendelse til beboelse var uforsvarlig”. Herefter blev det gamle hus revet ned og det nuværende hus bygget i samme stil og med samme grundmål som det gamle. Så efter en lang byggesag med mange afvisninger og ændrede idéer blev det gamle hus revet ned og det nye hus bygget og endeligt godkendt i begyndelsen af 1970. Det gamle hus var sammenbygget med naboens stråtækte aftægtshus, så det skulle de nye hus også være. Aftægtshuset var allerede revet ned, da vi flyttede ind, og en ny tråtækt carport blev senere bygget som den står i dag.

Tegning af den gamle købmandsforretning tegnet af Ebbe Harder i forbindelse med byggesagsbehandlingen af ombygningsprojektet. Her ses den gamle købmand og den tilstødende aftægtsbolig

En dag skulle jeg bruge noget fra smeden og gik ned til Carl Werner Karlsson, der på det tidspunkt vel var sidst i 80’erne. Han sad udenfor på en bænk sammen med en anden mindst lige så gammel knark. Carl var meget glad for at fortælle historier, og han gik hurtigt i gang med at fortælle anekdoter fra den gamle købmand. Carl blev dog afbrudt af sin ven, der syntes at “sådan en skide tilflytter” ikke skulle sidde og fortælle, som han vidste noget om Skovlunde. Carl var jo først flyttet i 1943, mens det viste sig, at vennen var barnefødt på Lillevangsgård. Vennen tøede dog op, og sammen kunne de støtte hindanden i den ene muntre historie efter den anden fra Købmand Waterval – det var ganske vist. Jeg fik dog ikke noteret historierne ned og havde nok også mere travlt med mit ærinde.

Ejbyvej 6 har to matrikler, nr. 35 og 45. Matrikel 35 findes allerede i kort fra 1786 som en smal strimmel langs skolens grund, mens matrikel 45 fortælles at have været det ene af landsbyens gadekær. Matriklen fremgår ikke af sognekortet i 1899, men i 1909 er der på matriklen tinglyst “I flg. skøde påhviler der ejend. forpl. m.h.t. vej og særlig hegnspligt”. Det ser altså ud til, at kæret skulle sikres mod vejen, da stykket blev matrikluleret og lagt sammen med matrikel 35.

Et miljø, der er værd at bevare